Danmarks største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap udsættes et år som følge af coronavirusepidemien. Idrætsfestivalen var planlagt til perioden 15. til 17. maj i Frederikshavn.

Udgivet 24-03-2020 (Opdateret 25-03-2020) på www.parasport.dk

Special Olympics-atleter fra Danmark og Nordeuropa må væbne sig med tålmodighed og rette deres sportslige fokus mod maj måned næste år. Parasport Danmark har i samråd med Frederikshavn Kommune besluttet, at idrætsfestivalen, der havde flere end 1.000 idrætsudøvere på deltagerlisten, ikke skal gennemføres i skyggen af coronakrisen.

– På grund af den seneste udvikling i Danmark står det helt klart, at vi må udsætte Special Olympics Idrætsfestival. Det er vores ansvar at sikre, at festivalen bliver den positive oplevelse, de mange deltagere og frivillige ildsjæle forventer og fortjener. Samtidig er vi meget bevidste om, at mennesker med udviklingshandicap er en særligt sårbar gruppe, siger John Petersson, formand i Parasport Danmark.

Værtskommunen Frederikshavn bakker op om beslutningen, og sammen med Parasport Danmark er man enige om at programsætte Special Olympics Idrætsfestival til maj 2021.

– Jeg har fuld forståelse for, at arrangementet skal udsættes. Det er vi naturligvis kede af, men sådan må det være. Og vi må stå sammen – ved at holde afstand. Vi har glædet os rigtigt meget, men vi vil også glæde os til at være værter i Frederikshavn om et år, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Arrangørerne håber, at det frivillige engagement i idrætsfestivalen vil fortsætte med samme imponerende styrke trods udsættelsen.

– Det her er selvfølgelig en mavepuster ikke blot til deltagerne, men også til de mange foreninger, klubber og frivillige, der har meldt sig som værter og hjælpere i Frederikshavn. Mange har forberedt sig og set frem til Special Olympics Idrætsfestival i månedsvis. Vi er dem dybt taknemmelige og håber, at de er klar til at give en hånd med i 2021, siger John Petersson.

Parasport Danmark har afholdt Special Olympics Idrætsfestival hvert andet år siden 2006 og senest i Helsingør i 2018. Festivalen er en breddeidrætsbegivenhed med fokus på sundhed og socialt samvær for mennesker med udviklingshandicap.

Læs mere om Special Olympics-idrætten her.

Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK