Hvem kan deltage?

Målgruppen er fra 6 år og opefter og er praktisk talt alle, der kan holde på et bat. Man behøver faktisk ikke engang at have arme for at spille – eksempelvis har vi én, som holder battet i munden. Du kan komme, hvad enten du har et psykisk eller fysisk handicap – idrætten er åben for alle, og vi er gode til at finde løsninger, så du kan komme i gang med at spille.

Tøj/omklædning/bad

Kom i idrætstøj eller alternativt i tøj, du nemt kan bevæge dig i. Foreningen har et bat, du kan låne – så kom og prøv ?.

Træning/turnering

Vi træner 1 gang om ugen i Nordkraft med først opvarmning og forskellige øvelser og til sidst kamp. Udover det træningsmæssige i form af teknisk forståelse, taktik m.m., lægger vi også stor vægt på at arbejde med det mentale i spillet. Det er supervigtigt i forhold til at kunne holde koncentrationen og fokus bold efter bold og stadig kunne levere den præcision, som idrætten kræver. Mange af spillerne giver også udtryk for, at mentaltræningen hjælper dem i deres hverdag i forhold til eksempelvis arbejde, skole og fritidsaktiviteter. Nogle er her for hyggen, mens andre går mere målrettet efter en god præcision i diverse turneringer. Vi er alle med på hver vores niveau og nyder godt af hinandens erfaringer og selskab. Så kom og prøv, om bordtennis er noget for dig ?

Hvorfor vælge Bordtennis?

Herunder giver træneren og 2 af spillerne nogle gode grunde til at komme og prøve bordtennis, og hvad det har betydet for dem selv at spille:


Frida, har spillet i 5 år:
  • Jeg har nogle ar på sjælen, som man ikke lige ser, hvis man ikke kender mig. Normalt spiller jeg bordtennis på højt niveau, men når jeg spiller kamp, forsvinder mit selvværd. Vi arbejder meget med psyken og det mentale her til vores træninger, og det gør mig glad, når jeg kan mærke, at tingene hænger træningsmæssigt og følelsesmæssigt sammen for mig.
  • Jeg vil sige, at man skal komme og prøve bordtennis, fordi man får trænet rigtig mange ting på en gang. Man får bedre motorik og trænet sin balance samtidig med, at man lærer noget strategi og teknik. Man lærer også noget om at kontrollere sig selv og at håndtere sin stress i pressede situationer. Jeg elsker hele den her kombination og kan kun anbefale det til andre.
Dan, har spillet i 25 år:
  • Idrætten er åben for alle, og alle kan komme og spille på deres niveau. Da jeg begyndte til bordtennis midt i 90érne, var det fedt at komme ud til turneringer og vise, at man var god til noget. Eksempelvis giver det selvtillid at slå en ”rask” spiller, fordi han tror, at han er meget bedre end dig, og måske ikke giver den så meget gas. Bordtennis har helt sikkert givet mig mange gode venner og oplevelser.
  • Jeg synes, at man skal komme her og spille bordtennis, fordi vi har det sjovt, er seriøse omkring træningen og får snakket om løst og fast imens.
Christian, har spillet og været træner i bordtennis i 24 år:
  • Jargonen i bordtennis og her i foreningen generelt er kærlig og hård – vi tager hånd om alle, og alle bliver i bedre humør af det. Alle vores spillere får det mentalt og menneskeligt bedre af at komme her, dels af træningen og dels af at komme ud og snakke med nogen og få et fællesskab. Vi har en fantastisk forening, og vi gør tingene med hjertet.


Vi forventer også noget af dig:

  • Du er klar på at få sved på panden og være en del af et hold, hvor vi lærer af hinanden
  • Du er parat til at lære teknikken i bordtennis og tage imod hjælp fra andre
  • Du møder omklædt, når træningen begynder

________________________________________________________________________________________________

Mere om bordtennis
Vil du gerne vide mere om bordtennis generelt og få et overblik over landets øvrige klubber, så læs mere på Parasport Danmarks hjemmeside.

 

Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK