Retningslinier fra DGI til opstart af udendørs idræt
1. marts lysner det for foreningsidrætten, der kan mødes til udendørstræning i grupper på op til 25 personer.
Dagens udmelding har vakt jubel i idrættens verden, fordi der nu åbnes for udendørs træning i grupper på op til 25 personer. Det gælder både for voksne og børn og træder i kraft på mandag den 1. marts 2021.
Desværre er der endnu ikke åbnet op for indendørs idræt. DIF, DGI og Firmaidrætten håber på, at indendørs idræt kan komme med i næste runde af genåbningen, og vi arbejder bl.a. politisk på at sikre, at dette indgår i beregningerne for kommende åbninger.
Restriktionerne for foreningsidrætten betyder:
- Der gælder et forsamlingsforbud på max 25 for udendørs idræt.
- Indendørs idræt skal fortsat holdes lukket.
- Professionel idræt er fortsat undtaget fra de særlige restriktioner.
7 spørgsmål og svar vedr. udendørsidræt i en corona-tid
- Er det både børn og voksne, der må mødes op til 25 personer til udendørs træning/kamp?
Ja.
- Er der krav om negativ test, før man må deltage i udendørs træning?
Nej, der er ikke krav om corona-test eller negativ test.
- Må vi rykke indendørs træning udendørs?
Ja, det er tilladt at afvikle træning udendørs i grupper på op til 25 personer inkl. træner, hvis der er adgang til faciliteter. Det gælder alle idrætter, også dem, der ”normalt” træner indendørs.
- Tæller en træner, dommer mv. med i forsamlingsforbuddet på 25?
Ja, forsamlingsforbuddet omfatter alle de tilstedeværende dvs. både udøvere, trænere, dommer og evt. tilskuere eller forældre mv.
- Må vi arrangere træning for flere grupper samtidig?
Ja, hvis I sikrer, at hver gruppe er på max 25 personer inkl. træner. I skal desuden sikre, at I overholder følgende:- Der skal være tilstrækkelig afstand mellem grupperne – gerne mindst 2 meters afstand.
– I skal sørge for at afgrænse den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
– Der skal altid være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn. Husk at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 25 personer.
- Må en træner stå for aktiviteter i flere grupper af 25 samtidig?
Nej, hvis der er flere grupper til stede på samme tid, må en instruktør eller træner kun have ansvaret for aktiviteterne i en af grupperne.
- Må klubhuse og foreningslokaler benyttes i forbindelse med f.eks. toiletbesøg og afhentning af udstyr?
Ja – toiletter, omklædningsrum, opbevaringsskure mv. må gerne holdes åbne for opbevaring og kortvarige ophold.
Hold dig opdateret på www.dgi.dk/corona