Ved eventet “Aalborgs bedste 2025” der blev afholdt i slutningen af april, blev der kåret to “Idrættens Stjerneskud”, der er en pris indstillet af SIFA og Sparekassen Danmark.
Den ene modtager var Parasport Aalborgs egen Christopher Rix Mogensen, og herunder kan I læse vores indstilling af ham 
___________________________________________________________
“Indstilling til Idrættens Stjerneskud.
Fra Parasport Aalborg vil vi gerne indstille Christopher Rix Mogensen som Idrættens Stjerneskud.
Christopher startede egentligt som svømmetræner ved et tilfælde. Der var brug for en afløser et par gange, i det tilbud hans bror var en del af.
Christopher trådte til, på trods af, at han kun var 13 år gammel.
Han viste sig at være et fund. Han har en fantastisk rummelig tilgang til alle de svømmere, som er på vores tilbud i Gl. Lindholm Svømmehal, undervisning for børn og unge med udfordringer fra fysiske og psykiske diagnoser f.eks. CP, Downs, blindhed, ASF og ADHD. Han er, som dedikeret konkurrence svømmer, fagligt kompetent og fantastisk til at overføre sin viden og erfaring til de mange deltager på vores forskellige hold.
Væsentligst er dog ikke Christophers faglige evner. Til trods for at han er ung, vinder han alle svømmernes venskab og respekt. Vores svømmere er fra 7 – 52 år. Christoffer tager hånd om hver enkelt deltager med smil, varme, tid og tålmodighed. Det er et stort spænd at kunne favne.
Christopher er nu blevet 17 år og er stadig instruktør i afdelingen 4,5 time om ugen fordelt på 2 dage.
At være træner i Parasport Aalborg er ikke nok for Christopher. Som det foreningsmenneske han er, ved vi, at han har lige så mange træner timer blandt børn i Aalborg Svømmeklub.
Han er et virkeligt Stjerneskud.
Per Kristensen
Formand
Parasport Aalborg”
